Mirabellesyltetøj er virkelig godt. Og for tiden er der mirabeller over det hele. Selv om de gule mirabeller ikke er så spændende som blommer når de er friske, så er der altså masser af syrligsød spunk i det færdige produkt. Og det er nemt.
De skyllede frugter kom i en stor gryde over lav varme med det vand der hang ved. Opskriften foreslog at man tilsætter ca. halvdelen af frugtens vægt i sukker, men mine mirabeller var sure, så jeg endte nok nærmere med 70-75% af vægten i sukker. Man må smage på det. Jeg havde også 1/2 vaniliestang i gryden.
Frugterne begyndte at safte og revne, så stenene kom frem. Dem fiskede jeg op, mens det kogte stille og roligt.
Det tog lidt tid. Men man kan jo høre P1 imens. Da alle stenene var indfanget passede det med at syltetøjet var kogt færdigt, og helt klart og fint.
Fordampningen fra gryden, og mængden af sukker gjorde at det ikke var nødvendigt med hjælp til at gelere. Jeg bruger ikke atamon, for det meste bliver spist inden længe, men naturligvis rene, rene glas.
Se lige hvor fint det er!
Jeg har -selvfølgelig- fået fremgangsmåden fra Camilla Plum. Hvis man vil læse mere er det "Sødt" side 60.
Da jeg lige kiggede efter, var blomsterne der.
Høstanemoner, som jeg netop ikke kan få nok af, af denne grund.
Både frøstande og uudsprungne knopper.
De valske bønner, som aldrig gav ret mange bønner, men som har fine blomster.
Og store, smukke blade. Camilla Plum siger, at de kan spises. Jeg har ikke prøvet, men de ser da egentlig ret lækre ud.
Den -må jeg formode- sidste gladiolus, og en smule gul morgenfrue. Det har været mit første år med gladiolus, men det bliver bestemt ikke det sidste.
Og hjulkronen, som heldigvis titter frem mange steder derude. Hjulkronerne får helt selv lov til at bestemme hvor de vil så sig og gro, og det lader til at være en ordning som fungerer.
